Gratis levering på ordre over 750 kr

Havekalenderen - December

Vi er nu trådt ind i den første vintermåned, og den vigtigste opgave i haven i denne måned er at sikre dig, at dine planter kommer sikkert igennem vinteren. Nogle planter er simpelthen ikke lavet til at kunne modstå det danske vintervejr. For ud over kulden kan også fugtigheden og vinden være dødelig for dem. Der er ingen universelle regler, der gælder for alle blomster, planter og buske, men vi har her opridset en række tips til, hvordan du bedst muligt får dine planter sikkert igennem vinteren.

Forbered potteplanterne på vinteren

Potteplanter er især sårbare om vinteren. Der er stor risiko for, at deres rødder kommer til at fryse, da rodnettet i potten kan få direkte frost fra alle sider og ikke kun fra oven, som det er tilfældet i et bed.
Når vi ser på potteplanter er det væsentligt at skelne eksotiske og skrøbelige planter fra de mere hårdføre potteplanter. 

 

Eksotiske planter som oliven, laurbær, skærmliljer og nerier er især skrøbelige, når temperaturerne bevæger sig under 5°. Det er derfor vigtigt at tage disse planter ind, så snart vejrudsigten melder om dagsfrost. Dog foretrækker disse planter at blive opbevaret ved temperaturer omkring 5-15° og så lyst som muligt. Så hvis du har mulighed for at opbevare dem i et frostfrit drivhus, et udhus eller i en udestue, så vil de værdsætte dette langt mere end at få lov at komme ind og stå i den varme stue.

Under opbevaringen er det vigtigt, at planterne holdes let fugtige, da de ikke kan tåle at tørre ud, men samtidig heller ikke har godt af for store mængder vand.

Tip: Et lille fif er, at hvis dit drivhus ikke er tæt eller varmt nok til at holde den ønskede temperatur på 5-15°, så kan det hurtigt isoleres ved brug af bobleplast.

 

Ved de mere hårdføre potteplanter, der kan forblive udendørs, bør du tage dig nogle lidt andre forholdsregler.

Det er først og fremmest vigtigt, at du fjerner underfadet, så planten ikke står i vand, samt sikrer dig, at der er et hul i bunden af krukken, så vandet kan løbe væk. Dette skyldes, at vand, der fryser, udvider sig. Så hvis krukkerne indeholder store mængder vand, kan det kan give frostsprængninger i krukkerne, og planternes rødder kan tage skade.

Du kan alternativt flytte dine krukker ind i læ under et tagudhæng, en carport, i et drivhus eller i et udhus, hvor vandet ikke kan løbe ned i potterne. Du skal dog passe på, at planterne ikke tørrer ud, hvis du benytter denne løsning.

 

Resterende potteplanter

Du kan også stå i den situation, at du har planter, som er for store til, at de kan flyttes ind i varmen, eller som du simpelthen ikke har plads til indendørs. I disse tilfælde er det vigtigt at sørge for at beskytte både planten og krukken.

Når temperaturen er meget lav, vil luftfugtigheden nemlig også være lav, og i tilfælde af kraftig blæst vil der være stor risiko for udtørring af planten. Det samme kan ske, når vintersolen kommer frem og varmer plantens overjordiske dele, mens rodklumpen stadig er frossen. Her vil fordampningen være stor, og roden vil ikke være i stand til at opsuge vand.
Derfor kan det være nødvendigt at pakke selve planten ind i for eksempel en fiberdug eller et fleecedække. Disse tillader nemlig både regnvand, lys og næringsstoffer at nå uhindret frem til planterne, mens de beskytter dem mod den værste udtørring.

For at sikre dig, at krukken og planterødderne ikke får frost kan du rulle isolerende materiale rundtom og nedenom hele krukken flere gange.

Endelig er det en god idé at flytte krukken, så den står i læ. Det kan f.eks. være op ad en husmur.

Vinterdække af planter

Vinterdække i haven

De fleste af planterne og buskene i de danske haver kan overleve den danske vinter uden problemer. Dog kan der være mere sarte planter og buske rundt omkring i haven, der skal have lidt ekstra opmærksomhed, før frosten melder sin ankomst.

I disse tilfælde kan du benytte dig af flere forskellige metoder til at vinterdække dine planter og buske alt efter, hvilken udformning den enkelte har.

Du kan dække jorden med for eksempel halm eller visne blade rundt om planten i et lag med en tykkelse på 10-20 cm, da det vil være med til at beskytte rødderne mod frost.

Hvis der er tale om planter, der mister deres blade om efteråret, kan disse fungere som et naturligt vinterdække, hvis de får lov til at blive liggende på jorden. Dog er det her vigtigt at huske at røre rundt i vinterdækket fra tid til tiden, så man sikrer sig, at der ikke samles for meget fugt.

 

Nogle planter, træer og buske er mere følsomme end andre, derfor kan det være nødvendigt at lægge et lag gran over disse for at beskytte selve planten mod frost. Hvis der er tale om en lidt større plante kan det være en fordel i stedet at dække disse med tæpper eller en fiberdug, når vejret bliver for koldt.

Share on Facebook Share on Linkedin
Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Gratis levering
For ordrer over 750 kr.

Gratis returnering
Inden for 14 dage

Betalinger

Sikre betalinger

Mål havens størrelse
Tegn området i din have på kortet og find de mest passende produkter.
Zoom ind på din ejendom. Klik eller tryk for at tegne en sti rundt om din have for at måle området.