Græsset vi træder på

Der findes omkring 6000 forskellige græsarter, men en almindelig og nyanlagt græsplæne indeholder generelt ikke mere end fire til fem typer.

Af de mange græsarter optræder omkring 150 i Skandinavien, mens resten er fordelt over hele verden. Af de 150 arter, man kan støde på i Norden, kan højst en snes anvendes til græsplæner, og med det forædlings- og forsøgsarbejde, der har fundet sted de seneste 30-40 år, er antallet af græsarter, som findes i moderne græsfrøblandinger, kun en lille håndfuld. De fire til fem arter er til gengæld både udvalgt, afprøvet og tilpasset de krav, man kan stille til en græsplæne, og de blandes i en lang række forhold afhængig af plænetypen.

Græsarterne skal leve op til følgende krav:

- De skal kunne tåle tæt klipning.

- De skal klare sig og overleve både i stærk kulde og tørke.

- De skal være lavtvoksende.

- De skal være modstandsdygtige over for sygdomsangreb og skadedyr.

- De skal trives både under stærk sol og i skygge.

- De skal kunne vokse i meget forskellige jordtyper.

Det siger sig selv, at ingen enkelt græstype kan leve op til alle disse krav. Endvidere er ønskerne til græsplænens udseende og anvendelse et vigtigt element. Nogle græsplæner er mest til pryd, mens andre eksempelvis er til hårdt slid.

Derfor kombineres græsarterne i såkaldte græsfrøblandinger, hvor frøene er fordelt i en lang række forhold, afhængig af hvilken plænetype man ønsker. Derfor er det værd at kende lidt til de mest anvendte græsarters egenskaber, så man kan vælge lige præcis den blanding, som passer til plænen – hvad enten den skal anlægges eller blot plejes. De mest almindelige og mest anvendte græsarter er:

1. Engrapgræs

2. Rødsvingel

3. Rajgræs

4. Hvene

Hver af disse arter findes i flere sorter, men det er kun fagfolk, der har gavn af at skelne græs i så små detaljer. For allerede ved at blande de fire nævnte arter vil man kunne opnå en hvilken som helst græsplæne, og der eksisterer ikke nogen facitliste med hensyn til, hvilke græsblandinger man skal benytte.

Hver producent og haveekspert har sine blandingsopskrifter, så det er i høj grad et spørgsmål om, hvem og hvad man vælger at tro på.

Til en prydplæne, lidt i engelsk stil, pæn, smuk og klassisk, kan man for eksempel blive anbefalet følgende tre forskellige blandinger:

1. 50 % engrapgræs og 50 % rødsvingel

2. 45 % engrapgræs, 45 % rødsvingel og 10 % hvene

3. 60 % engrapgræs, 35 % rødsvingel og 5 % hvene

Alle tre sammensætninger vil utvivlsomt give et tilfredsstillende resultat, og kun ved at studere de enkelte græsarters egenskaber og sammenholde dem kan man få et helt præcist og detaljeret indtryk af, hvordan græsplænen bliver. Men det arbejde har frøproducenterne gjort og skrevet i deres brugsanvisninger.

Tidligere kunne man selv mikse sin græsfrøblanding, men nu om dage vil man kunne købe en blanding, som er tilpasset de individuelle behov.

Ud over de her nævnte græsarter findes et stort antal, som benyttes til specialopgaver, og der foregår hele tiden udvikling og forbedring af nye og eksisterende græsarter.

De mest populære græsarter

Rødsvingel, den hårdføre og smukke. Den har fine smalle blade og tåler tørke, kulde og hård klipning, men er ikke særlig slidstærk. Den indgår med en ret stor andel i de fleste græsblandinger og anvendes mest til park- og villaplæner og ikke til fx fodboldbaner. Rødsvingel stiller ikke store krav til jorden, som godt kan være næringsfattig, men den trives ved tilførsel af gødning. Den spirer hurtigt og giver en tæt plæne. Arten er også vildtvoksende og findes i flere sorter med fx korte og lange udløbere, som egner sig bedst til naturgrunde.

Engrapgræs, den slidstærke og langsomme. Typen er sammen med rødsvingel den mest almindelige i græsblandinger. Bladene er bredere, og den spirer forholdsvis langsomt især i kølige perioder. Til gengæld er den stærk og tåler fint både leg og boldspil, og med sine udløbere er den god til at skjule skader i plænen.

Engrapgræs kan gro på de fleste typer jord men kræver næring og sol for at trives og blive rigtig smuk. Flere sorter af engrapgræs varierer i bladbredde, slidstyrke og tæthed.

Rajgræs, den grove og lidt sarte. Typen kendes også som engelsk rajgræs, og den har mange fine egenskaber men har svært ved at overvintre i koldt klima, og så angribes den let af svamp. Den spirer hurtigt og bruges tit til reparation af græsplæner.

De ældre sorter har temmelig grove, brede blade, mens nye sorter er mere smalbladede og vokser tæt.

Den er ret aggressiv og kan fortrænge andre arter, og den benyttes mest i plæner, der anvendes til lidt af hvert.

Hvene, den fine og fornemme. Hvene eller rødvene danner en tæt og blød græsmåtte, som kan klippes meget kort. Den er til »luksusgræsplænen« og indgår ofte i golfbanernes smukke greens. Slidstyrken er ikke imponerende, og den er både langsomt spirende og langsomt voksende Frøene er meget små. Der går 15 millioner på et kilo. Hvene findes sjældent i græsblandinger med mere end 5-10%, og den klarer sig godt på både sandet og sur jord. Den tåler kulde og tørke.

Den perfekte sammensætning

Vi vil her opridse tre bud på sammensætninger af græsarter, man kan bruge til sin græsplæne, afhængig af formålet med denne.

Den fine plæne:

50 % engrapgræs

50 % rødsvingel

Den slidstærke plæne:

30 % engrapgræs

40 % rødsvingel

30 % rajgræs

Den alsidige plæne:

15 % engrapgræs

40 % rødsvingel

40 % rajgræs

5 % hvene

Få styr på græsset under dine fødder

Græsset vi træder på

De mest populære græsarter

Den perfekte sammensætning